Team FOG Næstved henter tidligere stor profil retur til holdet

Team FOG Næstved kan nu melde ud om den første nyerhvervelse til holdet i den/de kommende sæsoner. Der er ikke tale om en helt  ny spiller til holdet, men derimod om en af holdets tidligere store publikumsfavoritter, Chris Gabriel, som, efter en pause væk fra holdet i den forestående sæson, igen returnerer til Team FOG Næstved.

Chris Gabriel spillede for Team FOG Næstved i næsten 2 sæsoner (2014/2015 og 2015/2016) og var en meget dominerende spiller i Basketligaen.  Han snittede i de to sæsoner (61 kampe) samlet set 13.0 point pr. kamp, 6.5 rebounds pr. kamp og havde en effektivitet på 13.5. Hans statistik skal  ikke mindst ses i lyset af, at han kun spillede 20.52 minutter pr. kamp. Chris Gabriel er en af de allerstærkeste scorende spillere i Basketligaen, hvor han hælder 58 % af sine 2 points forsøg i kurven.

Chris Gabriels returnering afspejler naturligvis også, at begge parter har lyst til at genoptage samarbejdet igen, som var virkelig godt de første 14 måneder,  men som endte med et exit af Chris Gabriel efter en periode med udfordringer omkring Chris Gabriels fremtid og hans agent. Det nye samarbejde er initieret  af Chris Gabriel, og der har været en længere dialog over i de sidste 6 måneder.

Andreas Larsen, direktør for Team FOG Næstved fortæller: ”Vi har haft en lang dialog om fortiden og ikke mindst den fælles fremtid. Chris Gabriel er en super  spiller og en karismatisk person på banen såvel som udenfor. Chris Gabriel var meget vellidt i vores organisation hele vejen rundt. Tilknytningen af Chris Gabriel  skal foruden hans store spillermæssige- og personlige kvaliteter også ses i lyset af, at vi meget gerne vil skabe en stamme af faste spillere, som kan udgøre en kerne på holdet.”

Team FOG Næstved er i gang med at etablere planen om at skabe et stærkt hold til den/de kommende sæsoner. Med Chris Gabriel på holdkortet er der lukket en  meget central spiller på en afgørende position. Sportschef Thomas Foldbjerg er i byen med en ønskeliste, der handler om at forsøge at hente nogle stærke spillere  til holdet, som vi har et forhåndskendskab til. Team FOG Næstved ser meget gerne, at der kan hentes nogle danske profiler ind til holdet.

Thomas Foldbjerg, sportschef, uddyber. ”Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at hente Chris Gabriel tilbage til holdet, da han bringer en del af de ting, som  vi har søgt efter i forhold til sammensætningen af truppen. Udover at være en dygtig spiller er Chris ligeledes en fantastisk fyr, der har en moden og professionel tilgang til spillet, ligesom det er en stor fordel, at han både kender klubben og ligaen. Sidst Chris var i klubben snittede han 14 point på kun ca. 20 minutter og det  vidner om, at Chris har nogle offensive kvaliteter, der bliver en stor fordel for os i den kommende sæson.”