Thomas Foldbjerg ny sportschef hos Team FOG Næstved

Thomas Foldbjerg ny sportschef hos Team FOG Næstved

Team FOG Næstved udvider nu staben omkring det sportslige område fra den kommende sæson. Udvidelsen sker via ansættelse af en sportschef, der skal være bindeled mellem det sportslige område og forretningen. Navnet på Team FOG Næstveds nye sportschef er Thomas Foldbjerg, som i flere perioder har været en meget stor del af Team FOG Næstved projektet.

Thomas Foldbjerg var Team FOG Næstveds første head coach og tillige assistent coach gennem 5 sæsoner under Geof Kotila. I dag arbejder han ved siden af med HR udvikling på professionelt niveau. Der vil være tale om en deltidsstilling.

Formålet med ansættelsen er, at styrke organisationen omkring Team FOG Næstved yderligere. Dels omkring den sportslige sektor med mulighed for tæt dialog med trænerstaben og til spillerne, rekruttering af kommende spillere og ikke mindst rekruttering af kommende talenter til Team FOG Næstved samt sociale aktiviteter og integration af spillertruppen. Dernæst at sikre, at Team FOG Næstved fortsat har de bedste forudsætninger for at fortsætte udviklingen af forretningen bag holdet, sponsorarbejdet og målsætninger om at udvikle hele den kommercielle platform. Dette via at tage dele af opgavelisten væk på det sportslige fra direktør Andreas Larsen så der er optimale muligheder for at udvikle indtægtssiden.

Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen, fortæller om ansættelsen: ”Jeg er rigtig glad for, at vi får Thomas Foldbjerg med ind som en del af teamet igen. Vi har kendt hinanden gennem mange år. Jeg ved hvad Thomas Foldbjerg står for og det bliver en styrkelse for os. Det betyder, at vi udvider samarbejdet omkring det sportslige, så Thomas kommer ind og tager en rolle og gør nogle ekstra ting samt overtager nogle af de ting, som jeg gør i dag. Jeg ser det som en naturlig del af vores gode udvikling. Det betyder, at vi kommer til at gøre noget ekstra, det betyder at han overtager nogle funktioner og at han vil tage en del af det daglige operationelle arbejde samt naturligvis sætte nogle fingeraftryk. Det overordnede vil så ske i en fælles forståelse mellem Milan Skobalj, Thomas Foldbjerg og undertegnede.”

Efter et fravær på 3 sæsoner glæder Thomas Foldbjerg sig til at være en del af projektet igen: ”Team FOG Næstved har altid været en stor del af min basketballdel og jeg føler naturligvis noget helt særligt for det. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ind i organisationen og varetage den nye rolle som sportschef. Jeg synes, at vi står overfor en spændende periode og det bliver fedt at være en del af det igen.”