Ophør af samarbejde med Cheikh Sane

Det er med ærgrelse, at vi må orientere om, at Team FOG Næstved har truffet beslutning om at stoppe samarbejdet  med Cheikh Sane. Baggrunden for ophøret skal ses i det lys at vi skal kunne se os selv, vores ansatte og samarbejdspartnere i øjnene indenfor rammerne af et værdisæt. Vi har haft en episode onsdag aften, hvor Cheikh Sane meget klar har brudt sig mod det værdisæt på en sådan måde at jeg efter at have evalueret med den øvrige sportslige ledelse og med dialog med ledende spillere ikke kan se at vi kan træffe anden beslutning. I sidste ende er det min afgørelse at stå på mål for vores program og jeg tager derfor naturligvis det fulde ansvar for beslutningen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette rent sportsligt kan komme til at koste. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om at det er vores største drøm at hjemføre det danske mesterskab til vores område, men det skal ikke være for enhver pris. Vi har fra starten af vores projekt ønsket at sætte store mål både for det sportslige, for vores fanopbakning og vores sponsoropbakning. Ligeså klart står det for mig, at det skal ske i et værdisæt, hvor vi kan kigge hinanden i øjnene og sige at vi driver holdet på en ordentlig måde. Jeg kan derfor ikke se at vi – uønsket at vi er virkelig ærgerlige over situationen – kan træffe anden beslutning.

Set i det lys at vi tog en timeout (tidsmæssigt) i går, føler jeg, at vi har håndteret det på en god måde og sikret os muligheden for at  gennemtænke situationen. Det har været vigtigt for os. Vi giver ikke op på sæsonen, men andre spillere må tage over på ansvaret for at vi fortsat er konkurrencedygtige. Andre spillere må træde i karakter og levere yderligere for at vi kan være med. Vi har mange dygtige spillere, men kommer naturligvis nok til at måtte ændre på nogle ting rent taktisk for at tilpasse os situationen.

På vegne af Team FOG Næstved

Andreas Larsen
Direktør Team FOG Næstved

(Pressemeddelelse 10.2.2017)