Satser stort på at udvikle basketsporten i Næstved med ansættelse af professionel fuldtidstræner i moderklub

01-07-2017.

Næstved Basket (moderklub) og det professionelle basketballmandskab Team FOG Næstved går til den kommende sæson ind i et endnu tættere samarbejde med henblik på at udvikle basketballsporten i Næstved. Målet er både at udbrede basketball som sportsgren ved at udvikle medlemstallet og over årene få stadig flere medlemmer til at spille basketball samt ved at udvikle kvaliteten af ungdomsarbejdet.

Næstved Basket ansætter derfor med økonomisk opbakning fra Team FOG Næstved nu den serbiske coach, Mladen Ljiljanic som professionel fuldtidstræner. Sammen med alle øvrige engagerede trænere, ledere og de mange frivillige skal Ljiljanic få ungdomsarbejdet til at vokse og udvikles i de kommende år. I de sidste par år har den assisterende træner for Team FOG Næstved også været en del af ungdomsarbejdet, og det har bl.a. givet mere blod på tanden.

Peter Christensen der er formand i Næstved Basket fortæller: ”Med ansættelsen af en professionel træner, kan vi få opfyldt vores ambitioner med at få flere medlemmer til foreningen. Vi har en stor tilslutning af både spillere og frivillige, men har manglet den sidste brik for at få opfyldt vores mål. Flere medlemmer er med til at styrke vores fællesskab, samtidigt med at vi gerne vil spille på højeste niveau med vores bedste hold. Mladen har det samme udgangspunkt for spillet – Det skal være sjovt for alle at spille basketball. Foreningens målsætning er at moderklubben skal være for alle der har lyst til basketball, og Mladen har på vores møder overbevist os om, at han er den helt rigtige mand til at løfte opgaven. Vi glæder os meget til samarbejdet”.

Det er uomtvisteligt en satsning for begge parter, og det med stor glæde, at det er lykkedes. Andreas Larsen, direktør i Team FOG Næstved fortæller: ”Det er meget glædeligt, at det er lykkedes. Vi har flere motivationer for at indgå i dette samarbejde. For det første har vi over en ganske kort årrække virkelig fået store fremskridt i forhold til vores tilskuertal og udviklingen af vores netværk. Vi vil udvikle os yderligere og virkelig være en magnet. Vi tror på, at en af måderne ved at udbrede vores fantastiske sport er at få flere børn til at spille basketball, indgå i fællesskabet og få øjnene op for det som vi betragter som verdenssport. For det andet vil vi gerne på sigt arbejde for, at vi selv kunne være selvsupplerende til vores eget ligamandskab. Det sidste er en lidt længere vision, som vil tage år for os at gennemføre og opnå, men det kunne være rigtigt fantastisk, hvis det kunne lykkes. For det tredje vil vi rigtigt gerne give noget tilbage til det, som vi er udviklet ud af. Vi satser på, at det bliver en stor succes. Der er lige nu et rigtigt positivt engagement i Næstved Basket, og det vil vi gerne bakke op om.”

Træneren er på plads
Den serbiske coach Mladen Ljiljanic som har haft meget store resultater på ungdomssiden i svenske Solna. Hans CV er intet mindre end imponerende. Gennem tre sæsoner har han således vundet 24 guldmedaljer samt 5 sølvmedaljer med ungdomsholdene i Solna Vikings. Dialogen har varet mere end 1 år og en af de ting, som har været afgørende, har været Mladens store interesse for at udvikle netop ungdomsbasketball. Mladen Ljiljanic har hertil udviklet en lang række af ungdomsspillere til de svenske ungdomslandshold i samtlige af de årgange han har haft samt deltaget i internationale turneringer, hvor hans hold bl.a. har slået Real Madrid og Bayern München!

Mladen Ljiljanic glæder sig til det kommende arbejde: ”Jeg har været på besøg i Danmark, set faciliteterne, snakket med Peter og Andreas og mødt hele bestyrelsen i Næstved Basket. Det var en positiv oplevelse. Jeg er meget motiveret for det arbejde vi skal i gang med og glæder mig til udfordringen.”

Fundamentet i Næstved Basket er godt og der er et positivt grundlag at arbejde ud fra. Ungdomsholdene klarer sig pt. bedre end i en årrække, men der er et godt stykke til at Næstved Basket har nogle af landets bedste ungdomshold. Det er det arbejde Mladen Ljiljanic nu skal tage fat om sammen med alle de øvrige engagerede trænere i klubben.