Team FOG Næstved ansætter ny Head Coach

11-5-2018

Team FOG Næstved ansætter Chris Gillett som ny Head Coach

Team FOG Næstved har ansat Chris Gillett som ny head coach for de to kommende sæsoner. Chris Gillett har i de to sidste sæsoner været assisterende træner for Team FOG Næstved.

Baggrunden for ansættelsen af Chris Gillett er flersidet, men der skal ikke herske tvivl om at Chris Gillett gennem de sidste to sæsoner har haft en stadig større rolle omkring holdet. Chris Gillett har været en meget væsentlig del af Team FOG Næstveds rekruttering af spillere, videoanalyser, scouting mv.

”Vi tror på, at vi med Chris Gillett har fået en talentfuld ung træner, der har rigtig mange af de kompetencer, som vi har behov for.” udtaler sportschef hos Team FOG Næstved, Thomas Foldbjerg.

Chris Gillett har i de seneste to sæsoner været assistent coach hos Team FOG Næstved. Inden det var han assistenttræner hos de engelske mestre fra Leicester Riders. Inden han kom til Europa var Chris Gillett assisterende coach hos Division Skolen, Georgia Southern Eagles i to år.

Foruden ændringen på head coach positionen forventer Team FOG Næstved også at der vil komme en ændring i det rent spillemæssige koncept. Chris Gillett har nogle klare ideer til en anden type af spillestil, der skal praktiseres og ideerne ligger særdeles godt i tråd med Team FOG Næstveds egne ønsker.

”Chris Gillett har noget at byde ind med. Vi giver ham chancen, fordi at vi ved, at han kan noget rent basketballmæssigt, men ikke mindst også noget menneskeligt, hvor vi ved at han har store menneskelige kvaliteter og er super dygtig til at skabe relationer til sine omgivelser. Vi vil gerne spille en anden type af basketball, og vi tror, at Chris Gillett har nogle af de samme grundideer og grundværdier som skal kendetegne Team FOG Næstved. ” fortæller direktør hos Team FOG Næstved, Andreas Larsen.

Chris Gillett: ”Det er noget, som jeg har forberedt mig på i en lang periode at blive head coach. For en coach er det her en fantastisk mulighed for at steppe ind som head coach for en god organisation, hvor der er mulighed for at sammensætte et stærkt hold, der har mulighed for at vinde noget. Jeg ser frem til udfordringen. Jeg vil gerne sige tak til Andreas Larsen og Thomas Foldbjerg for at give mig muligheden og til Milan Skobalj og Rob Paternostro som har været mine to største mentorer.”

Der venter således en aktiv sommer, hvor det første grundlag handler om at identificere og rekruttere de typer af spillere, der kan danne grundlaget for ændringerne.

”Det første og mest afgørende skridt er at få sammensat en meget stærk trup. Vi vil gerne tage et step op igen, og det ved vi godt, at det som udgangspunkt bliver svært, da vores trup i sidste sæson var meget stærk. Vi er i gang med at arbejde på at signe nogle af vores nuværende spillere og næste skridt bliver så at hente noget super kvalitet ind til holdet.” udtaler direktør hos Team FOG Næstved, Andreas Larsen.