Team FOG Næstved nummer 1 på tilskuertal

Det blev ikke den sæson, som Team FOG Næstved havde håbet på i forhold til slutspillet. Alligevel kan det konstateres at trods manglende sportslig succes i grundspillet, så var Team FOG Næstved for anden sæson i træk Danmarks mest populære hold at følge på hjemmebanen i Arena Næstved. Hele 1.181 tilskuere så holdets kampe i snit i grundspillet. Sæsonen bød dog samtidig på den største triumf til dato, da pokalmesterskabet kom i hus.

“Vi er godt tilfredse med tilskuertallene, men der skal ikke herske nogen tvivl om at vi faktisk har bestræbelser på at opnå endnu højere tal i fremtiden. At vi trods en mellemsæson rent sportsligt i turneringen, hvor vi ikke var den dominerende faktor, som vi havde forventet og en turneringsplan der kunne have været bedre, stadig står med Danmarks højeste tilskuersnit kan vi være tilfredse med. Jeg kan også konstatere, at I forhold til de andre sportsgrene som vi sammenligner os med såsom f.eks. Damehåndbold, 1. division i fodhold og så vores storebror på dansk grund i amerikansk sport med succes i Danmark, ishockey, så klarer vi os også rigtigt godt her. Vi ville rent faktisk have haft det femtehøjeste gennemsnit hvis vi havde spillet i Dameligaen i håndbold, vi ville have været nummer 2 i tilskuersnit, hvis vi havde været med i 1. division i fodbold og nummer 8 i ishockeyligaen. Det er faktisk relativt godt.” fortæller direktør for Team FOG Næstved Andreas Larsen.

Team FOG Næstved har helt sikkert store bestræbelser på at komme videre fra de nuværende 1.181 tilskuere i snit. At udvikle stadig højere tilskuertal er et klart selvstændigt defineret mål. Andreas Larsen fortæller: “Vi skal igang med at lave et større analysearbejde af hvad der har skabt nogle af Danmarks stærkeste fankulturer. Vi vil gerne gøre det endnu bedre. Det er klart, at en af de åbenlyse svar er at skabe et hold der vinder og det er naturligvis et klart element i den ligning, som vi er igang med at definere, men der er også andre ting i det. På den mellemlange bane ser vi meget gerne at vi bevæger vores gennemsnit over de +1.500 pr. gang. Det vil være en kæmpe succes, men hvem ved om vi ikke også en dag kan videre fra det tal. Vi tager et skridt af gangen. Vi skal først blive endnu mere skarpe på hvordan vi får flere fans. Når vi har den formel klar så sætter vi ind. Noget af det vi har gjort er ihvertfald gået i den rigtige retning og vi kan jo mærke at vi bliver stadig mere kendte. Vi skal jo kun tilbage til sæsonen 2009/2010, da vi havde ca. 500 i snit, og det var endda en del højere end året før så noget markant er der sket. Jeg tror, at det bl.a. skyldes at vi repræsenterer noget andet end de mere traditionelle danske publikumssporter.”