Team FOG Næstved styrker organisationen

Team FOG Næstved er inde i en positiv spiral. På banen går det godt med 10 sejre i 11 opgør og en placering som nummer 4 i Basketligaen, og for nylig løftede man den første pokal i holdets historie, da man vandt pokalmesterskabet 2017 i Basketball. Det er dog ikke kun på banen, at det går godt.

Team FOG Næstved styrker nu organisationen bag holdet, idet Jens Erik Christensen og Jane Guldberg Jakobsen begge er tiltrådt som Key Account Managers i organisationen. Begge ansættelser sker på deltid i respekt til deres nuværende ansættelser. Opgaven består i at være med til at udvikle de kommercielle aktiviteter og øge tilgangen af Partnere i regionen i tæt samarbejde med Senior Account Manager Bent Zachariassen, projektleder Hans Verner Larsen og direktør Andreas Larsen.

Jens Erik Christensen har mange års erfaring med salg og kundepleje i forskellige brancher og har ved siden af dette arbejdet med sponsorsalg. Jane Guldberg Jakobsen er ved siden af stillingen hos Team FOG Næstved en del af Stabil, som også er Prestige Partner hos os. Hun har ligeledes en baggrund fra salgsverdenen.

Team FOG Næstved har haft en markant tilgang af Partnere (sponsorer) i de sidste 6 år, hvor man er gået fra ca. 50 Partnere til 230. I det sidste år er opbakningen intensiveret, og yderligere 50 Partnere er kommet til. Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen, fortæller: ”Vi er inde i en rivende udvikling og perspektiverne for Team FOG Næstved er rigtig gode. Vi har de bedste Partnere bag os, som yder en helt fantastisk opbakning til os. Det er grundlaget for vores hold og organisation”.

Det regionale perspektiv

Team FOG Næstved har stort mod på fremtiden. I de sidste 2 år er 50 % af Partneropbakningen kommet udenfor Næstved. Partnertilgangen kommer inden for en radius af ca. 40 minutters kørsel fra Syd, Midt- og Østsjælland. Team FOG Næstved ser ligeledes et stort perspektiv i Vestsjælland.

”Vi vil være Sjællands regionale sportsflagskib. Vi vil udvikle vores Partner, fan- og eventaktiviteter til et førsteklasses produkt, hvor vi kan tilbyde medaljer og sport på 1. klasse i regionen. Vi kan mærke, at vi repræsenterer et område, hvor mange virkelig ønsker at sætte vores område på landkortet. Vores inspiration er uden tvivl Sønderjyske Ishockey og FC Midtjylland. De er et forbillede på, hvor vi ønsker at være om nogle år. Vores nyansættelser skal være med til at udleve visionen.”