Team FOG Næstved vinder pokalfinalen over Horsens IC

DSC_0049

Lørdag den 28. januar 2017 vandt Team FOG Næstved pokalfinalen i basket over Horsens IC med 81-80 efter en vanvittigt nervepirrende afslutning på HICs hjemmebane i Horsens Forum. Ved stillingen 80-80 fik Team FOGs Philip Nolan 0,8 sekunder før tid tilkendt to straffekast. Det første missede han, men det andet sad, som det skulle – og resten er historie.

En helt fantastisk historie. Det er nemlig første gang nogensinde i historien, at et sportshold fra Næstved vinder et mesterskab i en betydende sportsgren. Det er aldrig tidligere lykkedes i hverken fodbold, ishockey, håndbold eller basketball.

Team FOG Næstved kom bedst fra start og førte i Q1 med både 9-2, 12-5 og 15-6 inden runden sluttede med 21-18 i Næstveds favør efter en spektakulær 3-points Horsens-buzzerscoring fra egen banehalvdel!

I Q2 og Q3 bølgede kampen jævnbyrdigt frem og tilbage, men Horsens IC gik dog til pausen efter Q3 med en føring på 58-54. I Q4 voksede HICs føring til 10 points med 3 minutter igen. Og her var der nok ikke mange af de omkring 250 fremmødte Næstved-fans, der længere troede på, at det ville lykkes for Team FOG at kæmpe sig tilbage.

Placeret samlet i området bag TFNs spillerbænke havde de tre busfulde Næstved-fans plus selvtransporterede tilskuere ellers i allerhøjeste grad gjort deres til at støtte Næstved-holdet. Selvom de tilrejsende tilskuere kun udgjorde ca. en tiendedel af de i alt 2.489 tilskuere i Horsens Forum, lykkedes det dem i lange perioder helt at overdøve den lokale publikumsopbakning til værterne.

Men måske som kvittering for opbakningen gjorde Team FOG Næstveds spillere i de sidste minutter af kampen en fantastisk indsats, som yderligere blev understøttet af en god taktisk afslutning. Og i løbet af kampens sidste 70 sekunder lykkedes det Team FOG Næstved at lave et forrygende comeback og bringe sig á point med Horsens, hvilket kunne have udløst overtid.  Men så fik Philip Nolan sine to straffekast. Og resten er historie…