Litauisk kæmpe ny centerspiller hos Team FOG

Ziggy Rauaka
02-08-2017.

Team FOG lancerer nu den sidste spiller til vores insiderotation for den kommende sæson. Valget er faldet på den litauiske centerspiller Zygimantas (Ziggy) Riauka, der har boet i USA siden han var 8 år gammel. Den 24-årige litauer er en ordentlig kleppert. Med sine 207 cm og 107 kg fylder han meget på banen. Og Team FOG har en klar forventning om, at han kan bidrage med noget i begge ender af banen.

Team FOG Næstved har lige nu Kazembe Abif (PF), Matthias Bak (PF), Chris Gabriel (center) samt Tobias Tita (PF/Center) til rådighed. Tobias Tita arbejder mod comeback efter at have været ude hele sidste sæson. Ziggy Riauka skal sammen med Chris Gabriel udgøre en stærk duo på centerpositionen.

I de sidste par sæsoner har Ziggy Riauka været i Spanien. Her har han spillet på LEB Gold og LEB Silver niveau, som er den næstbedste og tredjebedste række. Han har spillet for de to spanske hold El Olivar Zaragoza og Caceres Patrimonio de la Humanidad. Her snittede han det første år henholdsvis 13.0 point og 7.3 rebounds pr. kamp.I hans andet år blev til 4.6 point og 3.8 rebounds pr. kamp. Inden det spanske var Ziggy Riauka en del af collegebasket i USA. Han spillede for Wisc. Parkside (D2 skole). Her snittede han i sin sidste sæson 14.5 point og 7.9 rebounds pr. kamp.

Godt match

Andreas Larsen, direktør i Team FOG Næstved fortæller: ”Vi er tilfredse med de spillere, som vi har fundet til vores insidepositioner. Ziggy ser ud til at være et godt match på vores centerplads, hvor vi også har Chris Gabriel. Han er utrolig fysisk stærk og kan faktisk nogle rimelig gode ting i angrebet kombineret med en stærk defensiv indsats. Det er vigtigt for os at have to solide spillere på denne position, og vi kan være tilfredse med det som vi har klar til sæsonstarten her.”

Ziggy Riauka har også været en del af det litauiske U/20 landshold. ”Milan og jeg har fået et rigtigt godt indtryk af, at det er en spiller, der ankommer til os for at arbejde hårdt og forbedre sig. Ziggy havde virkelig mange spørgsmål til vores set up, hans rolle og hvordan, vi kan være med til at fremme hans karriere. Han ønsker virkelig at forbedre sig.” fortæller Andreas Larsen.

Flere navne skal på plads

Team FOG Næstved har ikke stoppet jagten på yderligere forstærkninger, tværtimod. Der arbejdes pt. hårdt i kulisserne for at hente yderligere spillere. Træningen starter mandag den 7. august, og ideelt står der to nye amerikanske spillere, der skal være profiler på holdet. Team FOG ønsker at tilknytte en combo guard og en small forward til årets trup.

Andreas Larsen fortæller kort: ”Der bliver arbejdet på højtryk for at få de sidste spillere på plads. Milan, Chris, Thomas og jeg har fuld fokus på opgaven.  Ideelt står hele vores trup der på mandag, men vi skyder pænt højt i kriterier for spillere og det er også derfor at vi ikke har signet hele truppen endnu. Vi skal gerne ramme rigtigt i første hug,” pointerer Andreas Larsen.