“1.000 tilskuere i snit”:

Team FOG-direktør vil løfte dansk basketball

Det er blot én af visionerne for fremtidens Basketliga, hvis det står til direktør for Team FOG, Andreas Larsen, der har rettet sigtekornet mod en endnu mere kommerciel Basketliga kombineret med en styrket udvikling af fremtidens danske talenter.

1.000 i snit og flere hold i Europa

8-9 hold i fremtidens Basketliga, 1.000 tilskuere i gennemsnit, øgede sponsorindtægter, mere SoMe-opmærksomhed, større profilering, fyldte arenaer, højere sportsligt niveau og måske 2-3 hold i de europæiske turneringer. Det er den fremtidsvision, som direktør for Team FOG, Andreas Larsen, ser foran sig.

Direktør i Team FOG, Andreas Larsen, lægger ikke skjul på sine ambitioner for Danmarks bedste række:

”Basketball vokser globalt og også markant i Europa. Vi har måske verdens mest underholdende sportsgren. Vi er stadig på nogle områder en nichesport, men jeg tror på, at vi har et meget større potentiale. Jeg synes, at vi skal give den gas.”

Det er ikke kun Basketligaen, der skal udvikle sig. I dag tæller Basketligaen 12 hold, men Andreas Larsen ser en fremtid for sig, hvor fællesskabet i Basketligaforeningen vokser.

”Vi skal lade os inspirere af Divisionsforeningen i fodbold, som har gjort meget for at udvikle fodbolden i Danmark. Jeg ser gerne at vi har to nationale rækker i Basketligaforeningen.”

Andreas Larsen ser samtidig et stort potentiale i en styrket udvikling af danske spillere: ”Jeg tror på, at vi med 8 eller 9 hold i den øverste liga vil kunne have 40-50 danske spillere, som i fremtiden vil kunne leve af sporten på del- eller heltid. Naturligvis ikke på millionkontrakter, men med en indtægt og mulighed for at træne mere og dedikere sig til sporten. Det er der allerede flere, der gør i dag end for 20 år siden, men hvis vi vokser kommercielt, vil det også give bedre forhold for spillerne. Jeg vil gerne bringe os tættere på sammenlignelige lande og den bedste danske ishockeyrække på de kommercielle tal.”

Mere dansk talentudvikling

I den næstbedste række vil der også være plads til 8-9 hold. Her er han sikker på, at der vil være langt bedre muligheder for talentudvikling.

”Vi har et stort problem for unge talentfulde spillere. De bedste kan sagtens være med, men basketball er en sport, hvor man ofte slår igennem senere på grund af fysisk udvikling og træning. Hvis vi havde en national, konkurrenceminded liga under Basketligaen med streaming, statistikker, en god opsætning omkring kampene, dygtige trænere og dedikerede spillere, så tror jeg, at det ville være en formidabel rugekasse for at udvikle endnu flere spillere. Vi mangler et sted, hvor først og fremmest spillere i alderen 18 til 22 år kan udvikle sig og hvor der stadig trænes og spilles på eliteniveau.”