Pressemeddelelse

STENHUS SPORTS COLLEGE OG TEAM FOG NÆSTVED INDGÅR PARTNERSKABSAFTALE

Stenhus Sports College og Team FOG Næstved indgår et strategisk partnerskab, der skal være med til at udvikle fremtidige elitespillere til dansk basketball.  Det er ambitionen og intentionen i samarbejdet for fremtiden.

Stenhus Sports College er et af landets allerbedste basketballakademier. Team FOG Næstved er et af landets allerbedste basketballmandskaber i Danmark og det bedste hold på Sjælland (eneste Pro A mandskab på Sjælland). Målet er at styrke det sportslige grundlag for Stenhus Sports College gennem samarbejdet med Team FOG Næstved.

Stenhus Sportscollege, basketball drenge, kamp mod BK Amager, den 22. september 2019. Foto: Claus Birch

Stenhus Sports College vil ansætte en ny akademitræner fra sommer af, som skal stå for det daglige arbejde i akademiet. Der arbejdes pt. på at ansætte den rette træner til det job. Akademitræneren skal først og fremmest være interesseret i at skabe den maksimale udvikling for de enkelte spillere. Målet er at Stenhus Sports College skal levere danske elitespillere til højest mulige niveau.

Team FOG Næstved vil være involveret i samarbejdet ikke mindst via tilknytning af Team FOG Næstveds trænerstab, hvor head coach Arnel Dedic vil blive en del af programmet. Arnel Dedic samt hans trænerstab vil således være en del af programmet på Stenhus Sports College og komme hver uge og gennemføre træninger. Ligeledes vil akademitræneren være med til 1-2 træninger hos Team FOG Næstved pr. ugebasis, hvor enkelte af de mest talentfulde spillere vil få mulighed for at prøve kræfter med landets højeste niveau.

Leder af Stenhus Sports College Maja Liep fortæller om samarbejdet: ”Vi glæder os til de nye indsatser for Sportscollege, som tror på vil gøre vores set up endnu bedre. Målet er at gøre vores spillere så gode som de overhovedet kan og vil blive. Det er spændende, at vi nu kan arbejde endnu mere målrettet med udvikling til seniorniveauet, så vi kan sende spillerne godt videre til andre steder efter Stenhus Sports College til f.eks. den danske liga, udlandet, på landsholdene etc. ”

Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen, fortæller: ”Vi ser store perspektiver i det for dansk basketball. Det er klart, at vi naturligvis også ser et perspektiv i det ud fra et rekrutteringssynspunkt til os selv, hvor vi håber at have flere danske spillere i fremtiden, men det her handler først og fremmest om at udvikle spillerne til deres maksimale potentiale uanset hvad det så må være.”

Tilmeld dig vores
nyhedsbrev

Få de seneste opdateringer og være den første til at få besked
når vi afholder nye konkurrencer og events!