Team FOG åben for flere danske profiler: Har kontaktet Svendborg Rabbits

Team FOG har rettet henvendelse til Svendborg Rabbits over weekenden  med henblik på dialog med flere af holdets danske spillere til den kommende sæson. Henvendelsen kommer i kølvandet på de udtalelser, som Rabbits’ head coach Mads Andersen kom med efter semifinalenederlaget til Team FOG.

Direktør i Team FOG, Andreas Larsen, lægger ikke skjul på klubbens ambitioner: ”Vi vil meget gerne have 2-3 stærke danske spillere ind til den kommende sæson. Det har været en klar ambition gennem flere år. For os handler det om kvalitet og om spillere, der er villige til at flytte til Næstved og indgå i vores setup. Finder vi det rette match, er vi klar, men vi skal have spillere der vil bo hernede.”

Han understreger samtidig, at klubben er stolt af den nuværende trup:

”Vi skammer os på ingen måde over vores hold – tværtimod. Vi har en gruppe ekstremt dedikerede spillere, som arbejder benhårdt hver eneste dag for at skabe resultater. Vi står i DM-finalerne, og det er vi stolte af. For os bliver succes ikke målt på nationalitet, men på præstationer og commitment. Vi vil også i den kommende sæsoner se på muligheder for at hente nogle stærke danske spillere. Det kunne være super fedt.”

Andreas Larsen undrer sig samtidig over kritikken fra Mads Andersen:

”Jeg er overrasket over, at Mads Andersen ikke vurderer sine egne danske spillere på niveau med vores udenlandske spillere. Vi ser store kvaliteter i flere af dem. Derfor har jeg i dag kontaktet direktør Troels Mortensen for at høre, om der kan åbnes en dialog om to eller flere af deres danske spillere frem mod næste sæson. Svendborg Rabbits har afvist al dialog omkring de angivne spillere.”

”Vi kan ikke opfinde spillere der ikke er ledige eller findes, så vi er faktisk lidt ærgerlige over afvisningen. Det ville ganske givet give endnu flere danske minutter på banen, hvis vi kunne lykkes med at hente 2 af deres spillere til os i den kommende sæson. Vi prøver hver sæson, men det er svært i Næstved. Vi er ikke i København eller Århus. I perioder er vi lykkedes, men det har mere være resultatet af en træner vi har haft som i 1 til 2 sæsoner har kunne hente nogle end det er os der er lykkedes. Der har vi haft færre udlændinge end Svendborg. Nu er det omvendt.”

Han afslutter:

”Jeg undrer mig voldsomt over kritikken for deres direktør Troels Mortensen har selv på et ligamøde stemt nej til forslaget. Dengang mente han ikke det kunne lade sig gøre i provinsen. I mine øjne er der få basketligaer hvor det er nemmere at få en ligaplads. Vi har ca. 1.600 medlemmer pr. ligahold, i Sverige er der 4.500, i Holland er der 5.000 og i Tyskland ca. 16.000 medlemmer. Det er Danmarks bedste basketballrække. Hvis vi gerne vil fylde hallerne, så skal der også være et spillemæssigt niveau, hvis vi skal sælge varen.”