Jahmal Jones ny mand hos Team FOG Næstved

TEAM FOG NÆSTVED SKIFTER I TRUPPEN

Team FOG Næstved har valgt at foretage udskiftninger i truppen. Det betyder, at Jacquil Taylor og Javier Marin forlader truppen. Omstændighederne for begge spillere er forskellige.

Samarbejdet med Jacquil Taylor stopper, da vi har haft en opstart, hvor Jacquil Taylor af fysiske årsager har haft meget svært ved at træne og spille. Der er ikke tale om en specifik skade, men derimod hans generelle fysiske forfatning. Derfor har Taylor heller ikke været med i de sidste kampe og der er ikke udsigt til at hans fysiske niveau bliver bedre. Det er naturlidvis en uholdbar situation for at vores ”startende amerikanske center” ikke kan spille kampe for os. Vi håber, at Jacquil Taylor får mulighed for at opbygge sin krop og spille andet sted, da han klart har et potentiale.

Vi har ligeledes besluttet at stoppe samarbejdet med Javier Marin. Baggrunden for dette er, at vi ønsker at få tilført en anden type spiller til holdet, der kan spille mere up tempo og få holdet ud og løbe. Vi siger tak til Javier Marin for hans indsats for os.

TEAM FOG NÆSTVED PRÆSENTERER NY SPILLER

Vi kan samtidig præsentere den første nye spiller til holdet idet at vi har indgået en kontrakt med canadiske/jamaicanske Jahmal Jones. Jahmal Jones kan spille som cotonou spiller for os.

Jahmal Jones er en ældre spiller til vores trup på 28 år. Han har erfaring fra Europa og dermed også masser af kampe på internationalt niveau, som han kan trække erfaring på. I sidste sæson var han indestarter for BC Prievidza som gik i finalen i Slovakiet. Her snittede Jahmal Jones 12.2 point, 3.5 rebounds og 4.0 assist pr. kamp. Herudover har han erfaring fra den bedste ungarnske-, estiske og tjekkiske liga.

Jahmal Jones er en hurtig spiller, som træffer gode beslutninger i begge ender af banen. Han er stærk i mand mod mand forsvaret hvor han via sin fysik og hurtighed dækker godt op mens han offensivt har masser af speed og kan skabe sine egne muligheder samtidig med at han er god til at distribuere bolden godt. Vi glæder os til at se ham i aktion. 

TEAM FOG NÆSTVED ARBEJDER PÅ FORSTÆRKNING

Vi har endnu ikke indgået en kontrakt med en ny centerspiller, men arbejder naturligvis på det i kulisserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *