Team FOG Næstveds Erhvervsklub får en stærk forstærkning, når den lokale IT-specialist NEXUM nu bliver en del af netværket. Med base i Næstved og digital innovation i fokus, træder de ind som en værdifuld medspiller – både på og udenfor banen.
Digital power fra Næstved
NEXUM hjælper virksomheder med at holde sig skarpe og sikre i en digital verden. Deres ydelser spænder bredt – fra IT-drift og cloud-løsninger til cybersikkerhed og rådgivning. Derudover tilbyder NEXUM moderne telefoniløsninger, herunder IP-telefoni og mobilabonnementer, der sikrer fleksibel og effektiv kommunikation for virksomheder.
Bag virksomheden står Benny Nielsen og Anders Grønne, som glæder sig til det nye samarbejde.
”Det giver rigtig god mening for os at være en del af Team FOG Erhvervsklub,” fortæller Anders Grønne. ”Basketball og IT har mere tilfælles, end man skulle tro – det handler om at tænke hurtigt, samarbejde effektivt og altid være et skridt foran.”
NEXUM rammer plet fra distancen
Hos Team FOG er glæden stor over at få NEXUM med i klubben.
”Vi er enormt glade for at byde NEXUM velkommen,” siger Kristian Jakobsen, Salgs- og Marketingschef hos Team FOG. ”De kommer med lokal forankring, digitalt udsyn og en vilje til at engagere sig. Det er præcis den slags partnere, vi ønsker – både for vores netværk og for klubbens udvikling.”
Lokalt netværk. Globalt mindset.
Sammen med NEXUM og resten af Erhvervsklubben arbejder vi videre for at skabe stærke forbindelser, store oplevelser – og en klub i konstant udvikling.
