KAPTAJNEN RETUR TIL TEAM FOG NÆSTVED
Team FOG Næstved er glade for at kunne meddele at holdets kaptajn og landsholdsspiller gennem årrække, danske Philip Hertz vender retur til holdet!
Team FOG Næstved har arbejdet hårdt i kulissen på at sikre at man kunne præsentere en dansk profil til holdet og vi er meget glade for at have landet en aftale med Philip Hertz, som returnerer efter et år i den bedste israelske liga.
Andreas Larsen, direktør hos Team FOG Næstved fortæller: ”Vi har gerne ville hente en dansk profil ind til holdet. Som spiller og som identitet synes jeg at det er det perfekte valg for os. Vi vil gerne, såfremt at det er muligt, præsentere spillere på holdet som sponsorer og fans kender. Det er en super signing for os.”

Philip Hertz har spillet 5 sæsoner for Team FOG Næstved under 3 trænere med Bogdan Karaicic, Milan Skobalj og Chris Gillett. Nu bliver det head coach, Arnel Dedic, der får glæde af Philip Hertz. Arnel Dedic glæder sig over tilkomsten af Philip Hertz og fortæller således: ”Philip Hertz kommer med erfaring. Han vil hjælpe os med at skabe den rigtige vindermentalitet som en spiller der forstår hvad det kræver at vinde. Jeg håber, at hans tilgang til træning og kampe vil have indflydelse på resten af truppens tilgang. Philip Hertz kan spille på højt niveau med evnen til at skyde bolden samt forsvare på flere forskellige positioner.”
Philip Hertz er blevet 28 år og har over de seneste sæsoner etableret sig som en fast del af det danske landshold. Philip Hertz sætter også et par ord på hans forventninger til den kommende sæson og hans returseddel til Næstved: ”Jeg har valgt at sige ja tak til en aftale med Team FOG Næstved. Sidste år spillede jeg i Israel, hvilket var en fed oplevelse som jeg har lært meget af. Jeg har udviklet mig meget det seneste år både som spiller og menneske. Jeg har takket nej til muligheden for at spille i udlandet og ja tak til Næstved af personlige årsager. Dog har jeg store forventninger til næste sæson og glæder mig til at komme i gang med sæsonen sammen med mine nye holdkammerater. Jeg ser frem til at spille under Arnel Dedic og til hjemmekampe med forhåbentlig fed Næstved stemning.”