Team FOG er stolte af at orientere om, at SYNTEGON indtræder som Hovedpartner bag basketballmandskabet. SYNTEGON er én af Næstveds største erhvervsvirksomheder, med hovedsæde i Sandved.
Aftalen er flerårig.
SYNTEGON er i en rivende udvikling og beskæftiger i dag cirka 170 medarbejdere. For nylig indviede virksomheden en helt ny produktionshal, som understøtter den vækstrejse SYNTEGON er på. SYNTEGON beskæftiger sig med udvikling af processmaskiner inden for Food, Pharma og MedTech.

Team FOGs ambitioner, om at skabe et større regionalt fælles sports- og erhvervsklubprojekt, har motiveret SYNTEGON til at indtræde som hovedpartner.
”Der er ambitioner med projektet. Hos SYNTEGON er vi ligeledes drevet af ambitioner. Vi ønsker blandt andet at tiltrække talenter til virksomheden og Team FOG er med til at øge kendskabet,” fortæller Adm. Direktør Lasse Nielsen, SYNTEGON Technology A/S.
Team FOG glæder sig over aftalen. Den betyder, at hele grundlaget for ambitionsniveauet for basketballmandskabet styrkes. Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen, udtaler: ”Det er en super dag for os. Vi er så stolte af, at SYNTEGON ønsker at være en del af Team FOG og glæder os til samarbejdet de kommende år. Aftalen betyder, at vi får styrket vores økonomi, så vi kan sætte endnu mere skub i vores ambitioner – både på og uden for banen. At en succesfuld virksomhed som SYNTEGON træder ind som hovedpartner, gør bare det hele endnu bedre.”
Lasse Nielsen, Adm. Direktør hos SYNTEGON Technology A/S:
“Vi designer og producerer avancerede maskiner og komplette linjeløsninger til medicinalindustrien. Som specialister i high-end teknologi inden for proces, håndtering, mærkning og emballering, hjælper vi globale aktører med at sikre kvalitet, effektivitet og klimabevidst produktion.
Vi tager ansvar for den kvalitet, vi leverer – og det kræver engagerede og dygtige medarbejdere, der løbende kan imødekomme markedets behov og støtte op om den vækstrejse, vi er på. Derfor ser vi meget frem til et spændende og værdiskabende samarbejde med Team FOG. “
Team FOG Næstveds Hovedpartnergruppe tæller således fremadrettet Frede Andersen & Søn A/S (FAS), Mærk Næstved, Stark og nu også SYNTEGON.
