Både Philip Hertz og Frederik Hougaard er udtaget til landsholdets 13 mandstrup, som spiller de to kvalifikationskampe til EM her i februar.
Det danske basketball landshold står overfor en historisk mulighed for – for første gang nogensinde – at kvalificere sig til EM. Danmark er i pulje med Belgien, Tjekkiet og Litauen. Der er mange scenarier, men fakta er, at slår Danmark Litauen i kampen 22. februar, er kvalifikationen sikret. Inden da møder Danmark Belgien 20. februar.
Team FOG Næstved er flot repræsenteret med både Philip Hertz og Frederik Hougaard, der begge havde afgørende roller, da Danmark tilbage i november 2020 banede vejen for denne historiske mulighed ved at besejre både Tjekkiet og Litauen efter tætte kampe. Resultater, der gav genlyd i hele basket-Europa, da Litauen og Tjekkiet ligger nummer 8 og 9 på verdensranglisten. Derfor ingen tvivl om, at basketlandsholdet skal spille op til deres ypperste for at komme videre.
Der er i øvrigt mere lokalt islæt på landsholdet, idet den tidligere Team FOG-spiller Mathias Bak Christensen, der nu spiller for Værløse Blue Hawks, også er udtaget til landsholdet.
