U/19 landsholdsspiller skriver kontrakt med Team FOG Næstved

Rasmus Blak skriver første kontrakt med Team FOG Næstved

Team FOG Næstved har valgt at skrive en kontrakt med ungdomslandsholdsspilleren Rasmus Blak. Rasmus Blak er en ung talentfuld og meget ambitiøs dansk spiller, som vi tror på for fremtiden. Rasmus Blak har været en del af diverse ungdomslandshold og er nu en del af U/19 landsholdet.

Rasmus Blak er den første spiller, der kommer ud af samarbejdet mellem Stenhus Sportscollege og Team FOG Næstved. Samarbejdet blev startet i sidste sæson og har betydet at en række unge talentfulde spillere fra Stenhus Sportscollege har deltaget i vores trænings set up og her har Rasmus Blak virkelig overrasket positivt.

Andreas Larsen, direktør for Team FOG Næstved, fortæller: ”Rasmus Blak er en meget dedikeret spiller. Han er yderst ambitiøs og jeg håber at vi sammen kan maksimere Rasmus Blaks talent og at han kan udvikle sig yderligere. Der er 100% et godt potentiale. Rasmus Blaks store forcer er hans defensive styrker, hans mentalitet og hans dedikation.”

Allerede i sidste sæson fik Rasmus Blak sin debut og han formåede i løbet af sæsonen at spille 8.48 minutter pr. kamp. Her bidrog han ikke mindst med stærkt forsvarsspil.

Rasmus Blak ser frem til den kommende sæson og fortæller: ”Jeg ser meget frem til den kommende sæson hos Team FOG Næstved. De gav mig debut i Basketligaen i sidste sæson, hvilket jeg sætter pris på. Som ung spiller ser jeg frem til at lære en masse af både den nye træner og de andre spillere på holdet og arbejde hårdt hver eneste dag for at forbedre mig.”

Ved siden af Team FOG Næstved vil Rasmus Blak skulle spille kampe for Stenhus Sportscollege i 1. division, hvor han naturligvis vil have en mere dominerende rolle end på Team FOG Næstved.  

Tilmeld dig vores
nyhedsbrev

Få de seneste opdateringer og være den første til at få besked
når vi afholder nye konkurrencer og events!