Terms & Conditions

We have Recently updated our Terms and Conditions. Please read and accept the terms and conditions in order to access the site

Current Version: 1

Privacy Policy

We have Recently updated our Privacy Policy. Please read and accept the Privacy Policy in order to access the site

Current Version: 1

Basketligaen spiller stadig med tilskuere

FÆLLES PRESSEMEDDELELSE FRA DIF OG DGI: Sundhedsmyndighederne er nu kommet med anbefalinger til, hvordan man forholder sig som arrangør af begivenheder med over og under 1.000 deltagere. Anbefalingerne kommer for at mindske smittespredning af COVID 19.

COVID-19: Retningslinjer for afholdelse af arrangementer
6.3.2020 17:32:28 | Danmarks Idrætsforbund

På et pressemøde fredag formiddag præsenterede statsminister Mette Frederiksen myndighedernes anbefalinger til afholdelse af arrangementer i en tid med smittespredning af COVID 19 (corona).

Anbefalingerne var tydelige ved arrangementer med over 1.000 deltagere. Disse arrangementer bør enten aflyses eller udskydes – alternativt afholdes uden tilskuere.

Efter et møde i Kulturministeriet kl. 14.00, hvor DIF og DGI deltog, er der nu også kommet retningslinjer til afholdelse af arrangementer med under 1.000 deltagere. Her skal følgende vurderes:

  • Arrangøren skal forholde sig til, om smitterisikoen ved det konkrete arrangement giver anledning til at udskyde eller aflyse arrangementet.
  • Smitterisikoen vil forøges med antallet af personer, der er samlet, ligesom den fysiske afstand mellem deltagerne har betydning for smitterisikoen.
  • Indendørs arrangementer vil normalt medføre større smitterisiko end udendørs arrangementer.

Hvis arrangøren vælger at gennemføre arrangementet, så er anbefalingen:

  • At udsende eller opsætte informationsmateriale om, at man fraråder deltagelse af personer, der har symptomer på luftvejsinfektion samt om forholdsregler (håndhygiejne, hosteetikette og adfærd).
  • At sikre udstrakt tilgængelighed til håndsprit eller vådservietter.
  • At placere stole med større afstand end normalt og sikre, at deltagerne forlader arrangementet under mere kontrollerede forhold end normalt.
  • At holde øje med, om der findes personer med udtalt hoste og nysen med henblik på at overveje, om de pågældende bør deltage i arrangementet.
  • At tage kontakt til myndighederne på Sundhedsstyrelsens døgnbemandede hotline om coronavirus (+45 70 20 02 33), hvis man har behov for rådgivning.

DIF og DGI bakker op om anbefalingerne

Både og Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF, og Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI, deltog i mødet i Kulturministeriet.

Morten Mølholm Hansen siger:

”Der er fra regeringens side kommet en klokkeklar opfordring til, hvordan arrangører af blandt andet idrætsbegivenheder skal forholde sig i den kommende periode. Den opfordring og de retningslinjer tager vi meget serøst, og vi opfordrer vores specialforbund og idrætsforeninger til at gøre det samme.”

Charlotte Bach Thomassen siger:

”Vi bakker fuldt ud op om anbefalingerne og opfordrer vores landsdelsforeninger og idrætsforeninger til at gøre det samme. Idrætten har også et medansvar for at mindske smittespredning af corona. Det ansvar påtager vi os selvfølgelig,” siger Charlotte Bach Thomassen. Både DIF og DGI er opmærksomme på, at den kommende tid kan give anledning til en række spørgsmål hos foreningsledere, ikke mindst hvis der er arrangementer på vej. DIF og DGI anbefaler derfor, at foreningsledere henvender sig til myndighederne, hvis de har tvivlsspørgsmål.